Opdateret:

4. marts 2009

Kl. 22.00

Søndag d. 2. juli slutter Roskilde Festivalen 2006 af med Roger Waters på orange scene. Og sikken en afslutning. Mellem 60.000 og 70.000 festivaldeltagere er på pladsen for at høre Mr. Pink Floyd Himself Roger Waters. Der er både gamle og unge tilhørere og en lille del har iført sig Pink Floyd merchandise. Jeg er én af de heldige der får plads helt oppe ved scenen, og jeg står faktisk et rigtig godt sted. Solen skinner og det er en skøn aften. Da jeg var i London til Gilmour-koncert så jeg jo både David Gilmour, Richard Wright og Nick Mason. Så jeg mangler kun Roger Waters før jeg har set alle 4. Jo selvfølgelig også Syd Barrett, men chancen for at han kommer på en scene igen er vist ikke eksisterende. Roger Waters´ band består af  Andy Fairweather Low, Dave Kilminster og Snowy White på Guitar, Graham Broad på trommer, Jon Carin på Keyboards, Harry Waters på orgel, Ian Ritchie på saxofon samt korpigerne Katie Kissoon, PP Arnold og Carol Kenyon. Musikere, der er nøje udvalgt af Waters. Han er jo kendt for at være perfektionist. Så alt skal bare være i orden. Harry Waters er for øvrigt Rogers Waters´ søn.

Selve koncerten af programsat til kl. 21.30, og Waters holder næsten tiden. Kl. 21.39 går han og følge på scenen. Publikum går total amok. Man kan se at Waters er tændt og er klar til at fyre den fedeste koncert af. Koncerten starter med In the Flesh. Kanonfed start... et nummer jeg er helt vild med. Og det lyder rigtig rigtig fedt. In the Flesh efterfølges af Mother som jeg også er total vild med. To numre fra superalbummet The Wall. Efterfølgende spiller Roger Waters + band Have a Cigar, Wish you Were Here og Shine on You Crazy Diamonds fra albummet Wish you Were Here. Specielt hyldestnummeret Shine on You Crazy Diamonds til Pink Floyd´s tidligere frontfigur Syd Barrett giver gåsehud over det hele. Publikum synger med og der er total gang i den. Af andre godbidder fra Pink Floyd´s store materiale spiller bandet bl.a. Sheep fra albummet Animals. Et nummer jeg ikke har hørt før live, men det gør det ikke mindre fedt. Roger Waters spiller også det syrede nummer Set the Controls for the Heart of the Song fra Pink Floyd´s unge dage. Det er også et nummer som er total fedt. Roger Waters er kendt som musikeren, der kommer med politiske budskaber i sine sange. Og det kommer til udtryk i bl.a. Leaving Beirut, som måske nok bliver en tand for sukkersødt. Fra solokarrieren spiller Roger Waters Perfect Sense, pt. 1 & 2. Det er et utrolig fedt nummer, som får folk helt oppe på mærkerne. Første set er slut og Roger Waters har gjort det over alt forventning.

Under normale omstændigheder ville koncerten være slut nu. Bandene, som spiller på Roskilde Festival, plejer at spille omkring en time, men det gælder heldigvis ikke for Roger Waters. For efter 10 minutters pause er det tid til at høre The Dark Side of the Moon fra start til slut.  Et album der har over 30 år på bagen, men stadig holder 100% dén dag i dag. Numrene fra The Dark Side of the Moon kommer som perler på en snor: Speak to Me, Breathe, On the Run, Time, The Great Gig in the Sky, Money, Us and Them, Any Colour you Like, Brain Damage og Eclipse. Speciel Time, The Great Gig in the Sky, Money og Us and Them gør et stort indtryk på mig. PP Arnold får fornøjelsen at "skråle" The Great Gig in the Sky igennem, og det gør hun faktisk rigtig godt. The Dark Side of the Moon bliver opført i en ren klassisk fremførelse uden de store overraskelser. Men det er et rigtig fedt album, som altid kan tåle at blive opført live. Jeg er ovenud tilfreds. Da Eclipse slutter går publikum total amok og vi vil ha´ mer´. Det får vi så også i form af ekstranumrene Another Brick in the Wall, pt. 2,  Vera/Bring the Boys Back Home for så at slutte af med mit store favoritnummer Comfortably Numb, som gav total gåsehud. Alt i alt var det en koncert i ren verdensklasse, og det var tydeligt at Roger Waters var tændt og oplagt. Normalt er jeg jo til David Gilmour, men jeg savnede ham faktisk ikke under koncerten, selvom man godt kunne høre at det ikke var ham der spillede guitar. Men de andre guitarister gjorde det rigtig godt. I det hele taget skal bandet ha´ stor ros for deres "arbejde" under koncerten. Roger Waters sang også kanon godt, og det var jeg faktisk lidt overrasket over. Jeg synes nemlig ikke at han lød særlig godt under Live 8 sidste år i juni i Hyde Park.

Nu har jeg været heldig at opleve David Gilmour (+ Richard Wright/Nick Mason) og så Roger Waters på en måned. Det er umuligt for mig at afgøre hvilken koncert der var bedst, da de ikke kan sammenlignes. Gilmours i London var en lille intim koncert og Waters´ var en stor "stadionkoncert". Helt sikkert er det i hvert fald at det er de 2 største musikoplevelser i mit liv til dato. Hvad kan det dog ikke blive til hvis Pink Floyd genforenes igen med Roger Waters og tager på verdensturné. En David Gilmour i hopla og en Roger Waters for fuld vigør. Det kan kun blive stort. Vi håber på at det sker. Om ikke andet er jeg utrolig glad for at jeg fik chancen for at opleve både Gilmour og Waters live.