|
|
|
Opdateret: 4. marts 2009 Kl. 22.00 |
Lad det være sagt med det samme: Turens højdepunkt (efter min mening) er besøget på skyernes ø "Isle of Skye". Vi ankommer fra Mallaig tirsdag d. 10. juni, og kører direkte mod den lille by Dunvegan, hvor vores B&B ligger. Vi er godt sultne, så vi tager på byens formentlig eneste restaurant og spiser. Det bliver til et dejligt måltid, bestående af hhv. hjortekød og andekød, med dertil hørende kartofler, sauce og grøntsager. Selvfølgelig med en skotsk øl serveret til også. Efter den dejlige middag kører vi ud til det vestligste punkt på Isle of Skye, som er Neist Point. Der er nemlig stor mulighed for at opleve en fantastisk solnedgang. Vejen derud er dog noget spektakulær... Alt venstrekørsel falder til jorden, for vejen er utrolig smal, og vi er i noget af det mest øde landskab man kan tænke sig. Men efter ½ times kørsel kommer vi endelig ud til Neist Point. Og vi bliver ikke snydt for en smuk solnedgang. Vi oplever samtidig en enestående natur og en masse fritgående får. Efter en skøn nattesøvn er vi klar til at se nærmere på Isle of Skye, onsdag d. 11. juni. Vi starter med at besøge øens eneste Whisky Destilleri "Talisker", hvor vi er på rundvisning. En rigtig spændende tur, hvor vi får forklaret hvordan man destillerer whisky, hvordan man laver blended whisky og hvor længe whisky skal lagre, for at man må kalde det for skotsk whisky. Derpå går turen ind til byens hovedstad Portree, hvor vi shopper i en lille times tid. Videre nordpå mod Old Man of Storr, som vi dog ikke når at opleve, da vejret på det tidspunkt ikke er særlig godt. Vi kører dog videre mod Kilt Rock, som er en klippeformation ud mod havet. Navnet fordi klippen ligner folderne på en kilt. Dagens virkelige højdepunkt er Quiraing-bjergene, som vi har i sinde at bestige. Vi snører skoene, pakker vores tasker med mad og vand, kameraer og kompas og begiver os nu ud på vores 7½ km lange gåtur op af stejle bjergsider. Det er noget af det mest smukke, uspoleret og øde natur vi nogensinde har oplevet. Den til tider barske tur fører os bl.a. igennem små dale på det imponerende bjerg og vi kommer også forbi "The Prison", som er en lille klippeformation på bjerget. Efter 1½ times gang holder vi pause. Men turen er langt fra forbi endnu. Vi skal prøve at komme til tops på bjerget (543 m). Og der er kun én vej, og det er fremad. På vores vej mod toppen møder vi et hav af får, ja dem er der virkelig mange af i Skotland. Endelig når vi toppen, og vi bliver da også belønnet med en vidunderlig udsigt. Vi kan bl.a. se helt over til Lewis, som er den største ø i de ydre Hebrider. Og vi kan også se ind til fastlandet, samt en stor del af Isle of Skye. Vi går ud til kanten på bjergtoppen, og det går bare stejlt nedad. Vi har ikke specielt meget lyst til at ryge ned af bjergskråningen, så vi vælger en noget nemmere vej nedad igen. Efter 3 timers og 7½ km bjergvandren når vi tilbage til vores bil. Den var bare en lille prik oppe fra bjerget. Turen går nu mod Kyle of Lochalsh, hvor vores næste overnatningssted er. Vi får dog lige tid til at købe lidt lokale øl i den lille havneby Uig. En ualmindelig skøn dag er ved at være til ende. Og med én af de absolut smukkeste naturoplevelser vi nogensinde har oplevet.
Billeder fra Isle of SKye: |