|
|
|
Opdateret: 4. marts 2009 Kl. 22.00 |
Vores tur til Edinburgh i Skotland starter lørdag d. 16. oktober 1999. Vi skal af sted med Christianskirkens Drenge- & Mandskor, og vi er omkring 50 glade personer, der kører mod Esbjerg tidligt lørdag morgen. Vi skal sejle til Harwich i England. Efter godt og vel 20 timers sejlads ankommer vi til Harwich, og turen går nu videre til Cambridge. Det er vores første rigtige stop på turen, og vi når både at se og høre korene fra King´s College og St. John´s College. En kæmpe oplevelse, og vi får beviset på, hvorfor de engelske drengekor regnes for verdens bedste kor. Det bliver til en overnatning i Cambridge inden det går nordpå mod Skotland. Vi ankommer til Edinburgh sent mandag aften, og når kun lige at pakke ud, inden vi går i seng. De følgende dage i Edinburgh går med at se på byen, som viser sig at være en pragtfuld by med omkring 410.000 indbyggere. Edinburgh er samtidig Skotlands hovedstad. Foruden en masse flotte bygninger ser vi også Edinburgh Castle, som uden tvivl er hovedattraktionen i Edinburgh. Vi er også ude at besøge Skotlands ældste Whisky-Destilleri "Glenturret". Det er en utrolig spændende oplevelse at se, og vi finder da også ud af hvor længe whisky egentlig skal lagre, for at den bliver rigtig god. Den dyreste flaske i butikken koster omkring 1.200.000 engelske pund... så vidt det vides, er der vist ingen der lige køber DEN flaske med hjem... Men der bliver da købt masser af whisky til mere menneskelige priser. Når man er i Skotland, så skal man også se Highland, og det bruger vi en hel dag på. Vi kommer desværre ikke så højt nordpå, og der er nogen der ærgrer sig over at vi ikke kommer op til Loch Ness. Men det bliver nu til en rigtig hyggelig dag alligevel, hvor vi får set hvor skøn og smuk naturen er i Skotland. Fredag morgen d. 22. oktober går det tilbage mod Harwich. Turen er forbi, og det har været en ualmindelig dejlig tur. Jeg falder pladask for Skotland, og det er IKKE sidste gang jeg har været på besøg i landet. Skotterne er, på trods af deres ry som værende nærige, nogle utrolig gæstfrie mennesker og samtidig venlige og imødekommende. Skotlands-turen står for mig som én af mine bedste ferier nogensinde.
Billeder fra Edinburgh: |