Opdateret:

4. marts 2009

Kl. 22.00

Onsdag d. 31 maj 2006 skal vi til koncert i Royal Albert Hall i London. På programmet er mit store idol David Gilmour. Solen skinner smukt på denne sommeraften og temperaturen nærmer sig de 20 grader. Udenfor Royal Albert Hall, som ligger i bydelen Kensington, vrimler det med masser af mennesker med store forventninger til aftenens koncert. Selve koncerten starter kl. 20.30 så Mikael og jeg stiller os i kø kl. 19.45 ved indgang 11. Royal Albert Hall er kæmpestor med masser af indgange, og der er allerede kø ved stort set alle indgangene. Vi har begge to købt billetterne hjemmefra og de koster den nette pris af 65.00£. Folk i køen snakker ivrigt og de fleste har én eller anden Pink Floyd T-shirt på. Jeg har selvfølgelig også taget en Pink Floyd T-shirt på, nu hvor jeg endelig skal til koncert med David. Omsider kommer vi ind og finder vores pladser. Salen i Royal Albert Hall er utrolig smuk og mit bud på hvor mange der kan være derinde er nok omkring 8.000-9.000.  

Spændte og fulde af forventninger venter vi nu på at David skal gå i gang, og det gør han stort set til tiden. Inden han sparker koncerten i gang er der dog lige en mand, som fortæller at vi ikke må filme med flash, hvis vi har taget vores kamera med. Grunden til det er at koncerten bliver optaget og skal formentlig bruges til en DVD, som bliver udgivet senere på året. Endelig kommer han på scenen. Det er lidt uvirkeligt at se sin store helt, men ikke desto mindre er det rigtig nok. Davids orkester på scenen består af en del "gamle" Pink Floyd kendinge. Bl.a. så er Guy Pratt med på bas, Jon Carin er med på keyboard, og Dick Parry på Saxofon. Musikere som tidligere har turneret med Pink Floyd under Lapse- og Division Bell-touren. Foruden dem så er også Phil Manzanera og Steve DiStanislao med i orkestret. Sidst men ikke mindst er Richard Wright med på keyboard, så det er faktisk 50% af Pink Floyd-medlemmerne som er på scenen. Det skal senere vise sig at blive endnu bedre. Som gæsteoptrædere deltager Crosby & Nash samt Robert Wyatt. 

Koncerten starter med Breathe fra Dark Side of the Moon, efterfulgt af Time. To skønne numre at starte koncerten med. Nu kommer så hele repertoiret fra Davids nyeste udspil "On an Islands" Et meget stille album i forhold til tidligere udgivelser fra både David og Pink Floyd. Men det er et udemærket album som absolut ikke bliver ringere af at blive spillet live. Og man kan kun overgive sig, for David er en fremragende og unik guitarspiller, som gør sine numre utrolig levende. Han giver den også lige i et ekstra gear og speciel Take a Breath er rigtig god. Foruden en kanongod lyd, så blev salen også badet i diverse laserlys og lysshow som netop kendetegner Pink Floyd. Men det skal dog siges at det godt kunne blive lidt langtrukket, så pausen midt i koncert er lidt befriende. Nu kan vi se frem til alt "guldet" fra Pink Floyd´s repertoire. Man ser vel altid frem til gamle stof uanset hvem man er til koncert med. Og det er også tilfældet hér. 

2. sæt går i gang efter ca. 25 minutters pause. David starter op med Shine on you Crazy Diamond. Et kanonfedt nummer som står for alt hvad Pink Floyd har betydet for fans igennem tiden. Nummeret bliver dog udført i en lidt mere stille stil end det oprindelige nummer, og jeg må indrømme at jeg savner den oprindelige udgave. Derefter følger Fat Old Sun og Dominoes. To gamle numre  fra Pink Floyd "ungdom". Dominoes er faktisk et gammelt Syd Barrett nummer og det er et rigtig godt stykke musik. Et andet gammelt Syd-nummer Arnold Layne fulgte i kølevandet på Fat Old Sun og Dominoes. Kanon fedt nummer med en utrolig veloplagt Richard Wright på vokalen. Det er et rigtig syret nummer, og Pink Floyd-ånden bliver gengivet på bedste vis i netop Arnold Layne. Division Bell bidrager med High Hopes og Coming Back to Life. Specielt High Hopes er smuk. Det har altid været ét af mine favoritnumre. David slutter det af på smukkeste vis med en rigtig god akustisk guitarsolo. Utrolig smukt og publikum er ellevilde af begejstring da nummeret slutter.  

Koncertens absolut højdepunkt er det omkring 24 minutter lange nummer Echoes. Det nummer indeholder simpelthen det hele: total lysshow, lasere, kanonfed guitarsolo, røg, skrig og andre fantastiske ting. Nu er det ikke bare en David Gilmour-Koncert men en Pink Floyd-koncert. Nu er det den ÆGTE vare jeg oplever. Sådan føler jeg i hvert fald. Davids og Richards vokal-duet er perfekt og det er virkelig et syret nummer, som får alle de små hår til at rejse sig på én. Tænk at være 60 år og så stadig lyde lige så syrede og geniale, som da de selv samme drenge stod og opførte Echoes i Pompeii i 1972. Det er fantastisk. Jeg er i ekstase, og det kan ikke blive større (det gjorde det nu alligevel...). Da Echoes slutter går publikum fuldstændig amok, og taget på Royal Albert Hall er næsten lige ved at lette. En lille pause hvor publikum skriger efter David. Da han kommer på scenen igen, annoncerer han at en vis Nick Mason gerne vil deltage på ekstranumrene. (Nick Mason er trommeslager i Pink Floyd). Nu er jeg oppe i det røde felt. Nu KUNNE det ikke blive større. Tænk at David, Richard og Nick er samlet på samme scene og at JEG får lov til at opleve det sammen med 8.000 andre fuldstændig vilde publikummer. Vi mangler kun Roger Waters for at det simpelthen vil blive den totale oplevelse. Nick sætter sig ved trommerne og sammen opfører de Wish you Were Here. Et altid smukt nummer på akustisk guitar. Til sidst sluttes der af med det jeg har set frem til: Comfortably Numb. Mit total favoritnummer. Og David slutter nummeret af med den fedeste guitarsolo. Det er stort, og endnu engang er jeg i ekstase. 

Alt i alt en fremragende koncert. Den fedeste musikoplevelse i mit liv: Jeg fik lov til at møde mit store idol, det var i Royal Albert Hall, stemningen var unik og kunne ikke være bedre og sidst men ikke mindst deltog Nick Mason også, så jeg faktisk følte at det VAR Pink Floyd der var på scenen. Og på trods af at David næsten lige er fyldt 60 år, så beviste han at han fandeme stadig kan både synge og spille guitar. Det var KÆMPE STORT. Efter koncerten var jeg helt ved siden af mig selv, men var dog fattet nok til at få købt både en Gilmour T-shirt samt en plakat med hjem. I samme åndedrag stødte vi ind i Peter Gade (badmintonspilleren), som også var total oppe at køre over den fede koncert. David, du er den største og tak for en fremragende oplevelse som jeg aldrig vil glemme.    

Til sidst skal jeg lige sige at jeg havde ladet mit kamera være hjemme på hotellet. Derfor har jeg lånt ovenstående billeder fra andre sider. Hvis der er nogen som føler sig stødte over det, så skriv til mig i gæstebogen. Så skal jeg nok slette billederne med det samme!