|
|
|
Opdateret: 4. marts 2009 Kl. 22.00 |
Fredag d. 26. august vælger jeg at tage en tur til Alperne i Schweiz. Det var meningen at jeg ville tage ned til Dolomitterne i Italien, men p.g.a. de kedelige oversvømmelser i Østrig og Sydtyskland, bliver de planer lavet om til en lidt kortere tur rundt i De schweiziske Alper. Jeg kører ned til Chur, som ligger omkring 100 km sydøst for Bodensøen. Heldigvis er de værste oversvømmelser i Schweiz ved at være under kontrol, og Chur har faktisk ikke været særlig slemt ramt. Fra Chur vil jeg køre op mod Alpe-landsbyen Arosa, som ligger 1.775 m højde. Jeg skal dog først lige køre 30 km på en stejl og snoede stigning. På min vej passerer jeg flere mindre landsbyer og jo længere jeg kommer op af bjerget, jo mere enestående bliver udsigten ud over Alpe-landskabet. Og vejret er samtidig med mig, så det er nogle pragtfulde øjeblikke jeg oplever. Jeg stopper indtil flere gange og tager mig rigtig god tid til at nyde den unikke natur. 30 km tager jo normalt ikke så lang tid at køre i bil, men når det går opad og med en masse stop, ja så tager det næsten 1 time inden jeg ankommer til Arosa.
Billeder fra Alperne: |